Brunch og brugerinddragelse på skærmen

Fremtidens idrætscenter i Skørping tog form, da 69 borgere sammen udviklede idéer i en Zoom-workshop ved computerskærmen hjemme ved spisebordet. Se videoen.

Et grønt banner over indgangen til Skørping Idrætscenter slår dagens tema an. ”Hvad skal der ske med hallen?” står der, og netop udvikling af idrætscenteret er emnet for dagens workshop: 3 timers fælles idéudvikling blandt 69 tilmeldte. 

Brunch to go

Ved ankomsten til hallen bliver deltagerne mødt af medlemmer af SIC-projektets styregruppe. I hallens vindfang får deltagerne udleveret dagens brunch – portionsanrettet og med lokale og økologiske produkter. Så går de igen. Workshoppen foregår nemlig ikke i hallen, men ved computerskærme på hjemmematriklen. For da corona-nedlukningen medførte, at myndighederne sænkede forsamlingsloftet fra 10 til 5 blot 11 dage før stormødet, var styregruppen tvunget til at revidere mødeplanerne.

Julie Mackenhauer fortæller: ”Drømmen var jo, at vi skulle stå 100 mennesker oppe i hallen og give hinanden krammere og skabe noget sammen.”

Julie Mackenhauer er formand for styregruppen Fremtidens SIC, som skal udvikle Skørping Idrætscenter.

”For et stykke tid siden, blev vi klar over, at det ikke kunne lade sig gøre at være i hallen. Vi måtte se, hvad vi kunne med de restriktioner, som corona har givet os, og som er et vilkår lige nu.”

Men duer onlinemøder til idéudvikling? Vil alle føle sig hørt? Og rykker det, når så mange vil være med? Det undersøger vi i denne reportage fra dagens workshop om Fremtidens SIC.

Dagens program

BLOK 1

Kl. 9.30-10.20: Velkomst, virtuelle spilleregler, dagens program, grupperne siger hej til hinanden, inspirationsoplæg, mentimeter-øvelse

Kl. 10.20-10.30 Pause

BLOK 2 - Ønskebrønden

Kl. 10.30-11: Præsentation af visionen. Grupperne drøfter visionen

BLOK 3 - Billedbomben

Kl. 11-11.40: Præsentation af inspirationsbilleder. Grupperne drøfter favoritbilleder. Kort plenumsnak

Kl. 11.40-11.50 Pause

BLOK 4 – Drømmerejsen

Kl. 11.50-12.30 Guidet drømmetur til fremtidens idrætscenter. Alle skriver ned. Gruppesnak. Derefter plenum og noter til arkitekterne. Næste skridt og tak for i dag.

Krisemøde og så i aktion

En mellemstation i planlægningen gik ud på at holde et onlinemøde med 5-6 stationer rundt i byen, hvor op til 10 personer kunne samles hvert sted. Men det satte forsamlingsreglen på max. 5 og myndighedernes opfordring til kun at mødes i den personlige boble en stopper for.  

”Der holdt vi et krisemøde, hvor vi spurgte hinanden: Tror vi overhovedet på, at folk vil deltage i et onlinemøde på en lørdag, efter at de måske har holdt onlinemøder på arbejdet hele ugen?”

I styregruppen var der stemmer både for og imod, men de lange udsigter til at mødes 100 mennesker i hallen kombineret med lysten til at skabe et nyt idrætscenter-projekt, fik styregruppen til at krydse fingre og hoppe ud i en fuldtonet online-model. Altså bortset fra afhentning af brunchen ved SIC.

Kaffe på kanden og sommerfugle i maven

Hjemme på matriklen tænder Julie Mackenhauer for skærmen. Der er ild i pejsen og kaffe på kanden, og den lækre brunch fortrænger efterhånden de sommerfugle, der har flakset rundt i formandens mave siden onsdag.

”Jeg tænkte har vi nu styr på det hele? Hvordan kommer det til at gå med alt det tekniske – og med gruppearbejdet?”

Dagen før workshoppen opdagede styregruppen, at mødelinket var endt i spamfiltret hos flere af deltagerne. Så de måtte kontakte alle for at tjekke, at de var klar og teknikken fungerede.

Klokken er nu 9.15. Flere og flere ansigter dukker op på formandens skærmbillede. Først fyldtes et helt skærmbillede med ansigter, så en skærmfuld mere og til slut skærm nummer tre.

”Det er ikke tilladt at tale med mad i munden,” siger en brunch-glad deltager, mens andre får rettet navnet på deres skærmbillede til.

Klokken 9.30 lægger zoom-vært Joan Raun fra Spektrum Arkitekterne an til start:

”Vi er 51. Måske flere deler skærm. Nu går vi i gang lige så stille.” 

Sammen med Sofie Willems, også fra Spektrum Arkitekterne, styrer hun teknik og tid.

”Julie, vil du dele din skærm?” spørger hun.

De første drømme om Fremtidens SIC

Julie Mackenhauer har sønnen Lynge på 4 måneder på skødet og næsen i en stak papirer. Nu er hun ’på’ for at byde velkommen, fortælle historien om projektet, om vision og værdier. På skærmen ser vi en dronevideo hen over området, og for første gang denne dag sættes drømme om Fremtidens SIC på plakaten.

Da Julie Mackenhauer slutter et veloplagt oplæg, er der helt stille. Ingen applaus.

”Nederst til venstre kan I vælge en reaktion,” siger Joan Raun, og så bryder den digitale applaus frem på skærmen.

Joan Raun præsenterer Spektrum Arkitekterne, gennemgår online-spillereglerne og dagens program. Tina Espander, konsulent hos DGI Nordjylland giver oplæg om fremtidens idrætsfaciliteter, og så er det tid til dagens første gruppearbejde. Nu skal de mødes i mindre fora.

Mon det vil fungere? Det korte svar er ja! Nu ser vi kun en lille flok på skærmen. Gruppemedlemmerne hilser på hinanden, præsenterer sig og bliver så kaldt tilbage i plenum. 

Spørgeskema-øvelse med wow-effekt

Zoom-vært Joan Raun præsenterer det, hun kalder en Mentimeter-øvelse.

Mentimeter.com er et interaktivt program til afstemning, meningsmåling, møder og qvisser. Første spørgsmål, som deltagerne skal svare på, hedder ”Er du mand eller kvinde?” Næste hedder, ”Hvilken idræt dyrker du?” og allerede mens deltagernes tilkendegivelser popper op på skærmbilledet, får vi et billede af deltagernes profiler. Det har wow-effekt. 

Ønskebrønden

Så er der pause 10 minutter. Derefter workshoppens program-blok 2, Ønskebrønden. Det er dels Joan Ravns præsentation af visionen og derefter tilbage til grupperne, som nu kan byde ind med deres idéer. Julie Mackenhauer er i en gruppe af stærke kvinder med forskellige indgangsvinkler til aktiviteter for de mindste børn. De byder ind med idéer om motorikrum, legepladser til flere aldersgrupper, madpakkesteder og … ja, faktisk føles tiden til at udfolde visioner alt for kort, før det igen er tid til plenum.

Travlhed i workshop-kulissen

Spektrum Arkitekterne stod for den praktiske del af workshoppen. Deres minutiøse forberedelse og tankerne bag kan du få indblik i i artiklen Skal vi mødes digitalt - eller face to face.

Billedbombardement

I dagens blok 3 sætter Sofie Willems fra Spektrum Arkitekterne i bogstavelig forstand billeder på skærmen. Et festfyrværkeri af billeder fra nye top-shinede faciliteter og fine gamle, men renoverede huse og haller. Det giver idéer på nethinden, og det står klart, at billedbomben er meget velegnet til online-mødet. Det giver også energi i gruppearbejdet, hvor deltagerne begrunder og diskuterer hver deres favoritbillede. Bagefter viser en Mentimeter-afstemning, hvilke billeder deltagerne foretrækker.

På drømmerejse

Onlinemødets sidste blok sender deltagerne på drømmerejse hjemme i stuen. Bløde toner strømmer ud fra pc’erne, allerede inden seancen begynder.

Joan Raun opfordrer folk til at sætte sig godt til rette, lukke øjnene og nyde, at de ikke sidder i en stor håndboldhal.

”Forestil jer, at udviklingen er sket ude og inde. Hvad ser du? Du ser det nye indgangsparti. Det er lyst og åbent, fyldt med liv. Hvordan dufter det?  Af frisk kaffe? Mad fra sportscaféen? Se ind i køkkenet; er der noget, der overrasker dig?” lyder opfordringerne fra Joan Raun, som slutter med at opfordre deltagerne derhjemme til tegne eller beskrive det, der gjorde størst indtryk på dem på den visuelle drømmetur til fremtidens SIC.

Tid til gruppearbejde. Derefter kan alle beskrive deres idéer i chatten, så er det egentlig tid til afrunding og tak for i dag, men ved tasterne rundt i hjemmene i Skørping fortsætter deltagerne med at levere input i stor mængde.

En lettet frontfigur

Det strømmer ind med beskeder til Julie Mackenhauer: Tak for en spændende inspirerende formiddag og flere i samme dur.

Julie Mackenhauers nabo, Malene Abildgaard, fortæller:

”Det fungerede rigtig fint i forhold til der, hvor vi er i processen lige nu. Vi skulle forholde os til konkrete spørgsmål. Der, hvor jeg kan se et problem fremadrettet, er hvis man skal til at skitsere. Det må der være andre, der har arbejdet med tidligere.”

Malene Abildgaard er overrasket over, at så mange var med, og at så bredt et udsnit af områdets foreninger var repræsenteret.

Og Julie Mackenhauer er lettet og glædeligt overrasket over forløbet:

”Der er også nogle, der skriver til mig, at onlinemødet måske kunne mere end et fysisk mødeformat, fordi alle fik en stemme. Hvis det havde været et fysisk møde med 100 mennesker, er det ikke sikkert, at alle ville have budt ind, for det er ikke alle, der er designet til at stille sig op og snakke. Når man sidder hjemme i sin egen sofa og med sin egen kaffe, så får alle sagt noget. Det er dejligt at mødes fysisk og jeg glæder mig til vi kan mødes, men jeg tænker, at det her format måske kan mere – også når der ikke er corona.”