Svømmeklub søgte hjælp og overvandt truende lukning

Svømmeklubben Opnør blev udsat for underslæb, og hele bestyrelsen trak sig, men nye frivillige trådte til og reddede klubben med hjælp fra DGI.

Svømmeklubben Opnør fik hjælp og reddede sig selv i sidste øjeblik. Foto: Palle Skov

”Det er megapositivt. Vi er glade, begejstrede, og vi tror på det.”

Læs også: Forening i krise: Kig indad, udad og fremad

Optimismen er ikke til at tage fejl af i dag hos Henrik Pedersen, der er formand i Svømmeklubben Opnør i Aabenraa. Der var ellers ikke meget at glæde sig over i begyndelsen af året. Men de otte nye frivillige i bestyrelsen har med hjælp fra DGI vendt en truende lukning til glæde og begejstring.

Tilbage i februar var der generalforsamling i klubben. Hele den daværende bestyrelse gik af, så der var ikke bare et ønske om nye medlemmer – nej, det var faktisk en nødvendighed, hvis ikke klubben skulle lukke ned. Foruden bestyrelsen mødte to ud af klubbens 450 medlemmer op.

Kun fordi regnskabet ikke var gjort færdigt og derfor ikke kunne godkendes på generalforsamlingen, indkaldte klubben til ekstraordinær generalforsamling. Og med denne invitation fulgte en opsang til klubbens medlemmer: Uden en ny bestyrelse lukker klubben.

Bestyrelse på bar bund

Den ekstraordinære generalforsamling blev udskudt helt til juni på grund af forsamlingsforbuddet, men da den omsider foregik, havde 31 medlemmer fundet vej dertil, og otte meldte sig ind i bestyrelsen. Men hvad gør man, når man står fuldstændig på bar bund med en helt ny bestyrelse?

”På det allerførste bestyrelsesmøde, som var et overdragelsesmøde, havde vi to konsulenter fra DGI med. De kunne hjælpe os med at sætte gang i noget. Flere af os har bestyrelseserfaring, men ikke i svømmeklubber. Når man er på bar bund, er det bare med at række ud og tage imod den hjælp, man kan få,” forklarer Henrik Pedersen.

Som sagt så gjort. Bestyrelsen fik hjælp til at uddelegere bestyrelsesopgaverne, og DGI’s svømmekonsulent bød ind med hjælp til uddannelse af klubbens instruktører, som der ellers ikke var råd til.

Næste skridt er, at bestyrelsen skal igennem et forløb med foreningskonsulenten, hvor de bliver rystet sammen og bliver klogere på forventningerne til hinanden og klubben. Men selve driften af svømmeklubben har kun været den ene del af bestyrelsens udfordringer.

Læs også: Undgå svindel med klubkassen

Vi har lært, at det er vigtigt at bede om hjælp fra nogle, der ved noget om tingene

Henrik Pedersen, formand Svømmeklubben Opnør

Kassererhjælp giver ro i maven

Køb Kontorhænder

Køb Kontorhænder er et tilbud fra DGI, som kan løfte de tunge administrative opgaver væk fra kassereren og bestyrelsen. 

I kan blandt andet få hjælp til:

  • Bogføring
  • Betaling af regninger, skattefri godtgørelse o. lign
  • Løn, herunder indberetning til Skat
  • Kommunale tilskudsansøgninger
  • Indberetning til CFR og kommune
  • Momsopgørelse/afregning
  • Udarbejdning af årsregnskab

Læs mere om tilbuddet her.

Den måske største udfordring har været økonomien. Et par uger inden den ekstraordinære generalforsamling opdagede den tidligere bestyrelse, at klubben havde været udsat for underslæb. Så den nye bestyrelsen startede ikke bare på bar bund – de fik overleveret en klub med en kassebeholdning på nul og skyldte en del penge væk.

”Det slås vi stadig med. Der har vi også fået stor hjælp fra DGI, som har givet os mulighed for at starte klubben op igen og gøre nogle ting, før vi skal betale for støtten,” siger formanden.

”Hvis DGI havde sagt, at pengene skulle falde, inden vi gik videre med noget som helst, så havde der ikke været nogen svømmeklub.”

Kassererposten har for at sige det mildt ikke været voldsomt eftertragtet. Men også her har klubben søgt hjælp udefra hos Køb Kontorhænder, som er et tilbud fra DGI. Det betyder, at Opnørs kasserer nu kun betaler fakturaer og derefter sender det hele til Køb Kontorhænder, som står for selve regnskabet.

”Det gør det meganemt. Det giver også en stor tryghed, at man ved, at der er styr på den økonomiske del, når vi sidder og fifler med alt mulig andet. Efter bestyrelsesmødet, hvor vi tog beslutningen, kunne vi mærke, at det gav ro i maven,” siger Henrik Pedersen.

Vi tager hele armen

Ifølge formanden har hjælpen haft afgørende betydning for, at den nye bestyrelse er lykkes med at få klubben op i omdrejninger igen.

”Hjælpen har betydet vanvittig meget. Den økonomiske del af én ting. Noget andet er hjælpen og den opbakning, vi har fået fra svømme- og foreningskonsulenterne. Den sparring har været uundværlig,” siger han.

Læs også: Svenstrup Badmintonklub afskaffede bestyrelsen: Nu bidrager mange med lidt

”Vi havde nok fået hutlet os igennem noget regnskab og svømmeskole, men det betyder bare rigtig meget, at der er professionelle, der bakker op. Det giver en tryghed, at vi ikke bare kører på bedste beskub med vores egen viden, men med det kæmpe videnskatalog, DGI kommer med.”

Henrik Pedersen oplever, at mange foreninger er for dårlige til at række ud efter hjælp fra DGI og andre, fordi de ikke er klar over, hvilken hjælp de kan få. Den nemme løsning bliver ofte at klare tingene selv.

Men havde Opnør klaret tingene selv, havde de ikke haft flere medlemmer nu end for et år siden, som det er tilfældet på trods af alle udfordringerne.

”Vi har lært, at det er vigtigt at bede om hjælp fra nogle, der ved noget om tingene. Og når hjælpen er der, skal man også gøre brug af den. Hver gang vi får en lillefinger, tager vi hele armen,” siger han.