FlexModulCamp: Et døgn fyldt med sjov og læring

DGI Østjylland Håndbold bød fredag den 19. januar 33 spillere og 6 trænere fra IF Lyseng velkommen til FlexModulCamp. Formålet var at have stort fokus på det sociale sammenhold samt opnå ny læring i, hvordan en træning kan sammensættes.

Det var nogle trætte U10-U12-spillere fra IF Lyseng, der lørdag eftermiddag tog hjem fra FlexModulCamp, som blev afholdt på Tirstrup Idrætsefterskole fra fredag eftermiddag. De havde været igennem et døgn med masser af håndbold og social sammenhold.

”Samtlige trænere og børn havde kun godt at sige om det sammensatte program, rammerne for campen og ikke mindst den kvalificerede træning. Det kan sagtens anbefales,” siger Gitte Østergaard, U-træner fra IF Lyseng.

”Spillere og trænere har hygget sig, og det var nogle meget trætte, men glade børn vi fik hjem,” fortsætter Gitte Østergaard.

Fleksibilitet og sociale aktiviteter skabte en god FlexModulCamp

Programmet til campen var lavet i samarbejde med IF Lyseng, hvilket sikrede at der blev arbejdet med de temaer, som IF Lyseng ønskede. Samtidig skulle det være med til at sørge for, at trænerne fik nogle værktøjer, som de kunne tage med i deres ugentlige træninger.

”Instruktørerne var rigtig dygtige og forstod at få tilpasset hvert enkelt modul til de individuelle hold. Stor ros til dem alle,” udtaler IF Lyseng træner Gitte Østergaard.

Derudover var det vigtigt, at det sociale sammenhold blev dyrket. Dette er altafgørende for, at spillere og trænere har det godt på tværs af holdene. Der var derfor arrangeret storskærm fredag aften, hvor det var muligt at se EM-håndbold Slovenien og Danmark.

FlexModulCamp er både til spillere, trænere og bestyrelse

I FlexModulCamp er der mulighed for at arbejde med trænergruppen, træning for senior- og ungdomshold eller teamaktiviteter til at afdække og styrke gruppens styrker/svagheder. Konceptet rummer også alternative sociale aktiviteter på tværs af klubben og kursus for spillere, trænere samt klubbens bestyrelse.

”Klubberne kan tilmelde mellem 40-100 personer, og det kan være alt fra ungdomsspillere, seniorspillere, trænergruppen og bestyrelsen som kan deltage. FlexModulCamp er dermed en unik mulighed for at få rystet hele klubben sammen,” fortæller Henrik Jørgensen, håndboldkonsulent hos DGI Østjylland.

Samtidig er der stor fokus på god træning, udvikling for trænere og nytænkning for bestyrelsen i de ni moduler, der er mulige inden for konceptets rammer.

Kort om FlexModulCamp

  • Et døgn med sjov, læring og sociale oplevelser på tværs af klubben
  • Et individuelt ni-moduls program tilpasset klubbens ønsker
  • Teamaktiviteter med fokus på udvikling af holdets og den individuelle spillers evne til at præstere
  • Inspirationstræning af hold evt. med fokus på forberedelse af sæson, udført af DGI instruktør
  • Undervisning af erfarne DGI-instruktører
  • Mulighed for at tilmelde mellem 40-100 personer
  • For ungdom- og senior spillere, trænere og bestyrelse i klubben