Sæt dit kryds: Hvem skal være Årets Forening 2018?

DGI Østjylland kårer Årets Forening 2018 i forbindelse med landsdelsforeningens årsmøde 21. marts. Nu skal en afstemning afgøre, hvem de tre finalistforeninger skal være.

Spids blyanten – eller rettere tastaturet på din computer, tablet eller telefon – og stem på dit valg som Årets Forening 2018. Foto: FreeImages.com

Siden 25. januar har DGI Østjylland haft åben for indstillinger til prisen som Årets Forening 2018, som uddeles sammen med Årets Ildsjæl 2018 i forbindelse med landsdelsforeningens årsmøde onsdag den 21. marts i DGI-huset i Aarhus.

Nu er indstillingsvinduet lukket og en afstemning afgør nu, hvilke tre foreninger, der går videre til finalen i kampen om at blive Årets Forening 2018. Et udvalg nedsat af DGI Østjyllands bestyrelse vælger en endelig vinder ud af de tre finaleforeninger.

Du kan læse om kandidaterne herunder og afgive din stemme på den forening, som du synes skal vinde.

>> STEM HER: ÅRETS FORENING 2018 <<


Afstemningen løber frem til og med søndag den 11. marts.

Dem kan du stemme på: Læs mere om de indstillede foreninger


eSport Odder

Foreningen er indstillet, fordi den:

  • Blev etableret 23. marts 2017 og fik lynhurtigt 35 medlemmer samt +200 følgere på Facebook
  • Har dækket et hul i aktivitetsudbuddet til børn og unge i Odder, der ikke tidligere deltog i organiserede fritidsaktiviteter
  • Inkluderer medlemmer med såkaldt specielle behov, fx ADHD, Aspergers syndrom og ASF, på lige fod med de øvrige medlemmer
  • Er gået ind i et spændende samarbejde med Rudehøj Efterskole, hvor de sammen har investeret i udstyr for 150.000 kr.
  • Har arrangeret månedlige LAN-events i Spektrum Odder, hvor børn og unge gratis har kunnet deltage

Kvinder der cykler

Foreningen er indstillet, fordi den:

  • Har haft en medlemsvækst på over 60 procent siden 2016
  • Prioriterer uddannelse til instruktørerne og sender alle deres kaptajner på DGI's holdkaptajnkursus
  • Skaber et trygt rum for kvinder, der gerne vil prøve kræfter med landevejscykling
  • Har gjort en stor indsats for at fremme cykling blandt kvinder i hele Østjylland

Skanderborg Gymnastikforening

Foreningen er indstillet, fordi den:

  • Har 'endevendt' foreningen, taget et 360 graders eftersyn og fået sat struktur på mange aktiviteter og det øvrige foreningsarbejde
  • Sørger for at pleje deres instruktører, og bruger erfarne instruktører som mentorer for de yngre, så de på den måde får dem implementeret i instruktørflokken
  • Deltager i et kommende udviklingsforløb under Stærk i forening i forhold til at skabe en frivilligstrategi
  • Bliver certificeret som Springsikkerforening i forbindelse med forårsopvisningen i april

Skanderborg Mountainbike

Foreningen er indstillet, fordi den:

  • Blev etableret i 2017 og er gået fra 0 til 110 medlemmer på kun 10 måneder
  • Fokuserer på, at alle trænere er DGI-uddannede og har mulighed for at dygtiggøre sig  i år sendes alle trænere på en weekend i Slettestrand, hvor de får mulighed for at blive bedre
  • Tilbyder særlige hold, der kun cykler på grusstier og veje for de medlemmer, der endnu ikke er trygge ved at køre på et MTB-spor
  • Er drevet af ildsjæle, der gerne ville give andre mulighed for at opleve glæden ved at køre mountainbike
  • Har en god struktur og kultur, hvor folk føler sig velkomne fra første dag til træning, og en evne til at rumme alle niveauer

Skateboardskolen Aarhus

Foreningen er indstillet, fordi den:

  • Som den første er lykkedes med at nytænke en træningskultur, der er tro mod den eksisterende skatekultur, mens den stadig er åben for at flere kan begynde at skate i et trygt miljø
  • Opererer med forskellige medlemstilbud, og er meget moderne i deres tilgang til afvikling af foreningsaktiviteter, organisering og tilknytning af nye frivillige
  • Som nystartet forening har formået at skabe fyldte træninger og måtte udvide efter en enkelt sæson
  • Er lykkedes med at rumme drenge som piger såvel som unge som gamle på tværs af niveau
  • Vil mere og andet end hvad, der eksisterer af tilbud for eksisterende skatere og på den måde arbejder med at få endnu flere til at starte til skateboarding

SUP'R

Foreningen er indstillet, fordi den:

  • Har afholdt gratis kom-og-prøv-events og åbent hus-arrangementer i samarbejde med Den Blå Rambla og Dansk Surf & Rafting Forbund
  • Tænker i innovation og bredde, og tilbyder SUP-Yoga, SUP-Fitness og SUP-Cruise med henblik på at få så mange på vandet som muligt til en pris, hvor alle kan være med
  • Inkluderer alle målgrupper – børnefamilier, unge, voksne og ældre har deltaget på foreningens træninger, ligesom folk med større og mindre skavanker har taget udfordringen op og overskredet personlige grænser
  • Indgik et samarbejde med Sport & Fritid ved Aarhus Kommune om at have mindre grupper af unge drenge og piger med såkaldt specielle behov fra Alléskolen med på vandet

Tranbjerg Løber

Foreningen er indstillet, fordi den:

  • Prioriterer en fortsat vækst i medlemstallet – endda som punkt på den årlige generalforsamling
  • Laver forskellige initiativer for at få flere medlemmer, fx 'Kom og løb med os'-måned, hvor potentielle medlemmer kan løbe gratis med og se klubben an
  • Tilbyder trænerne uddannelser og kurser inden for diverse discipliner inden for løb, teknik og motivation
  • Anerkender en frivillig med foreningens egen årlige pris – Tranbjerg Løber-prisen

Viby Basketball

Foreningen er indstillet, fordi den:

  • I 2017 har opstartet et 3-årigt projekt om udvikling af en 'miniafdeling' i klubben for de 6-12-årige
  • Er lykkedes med at skabe medlemsvækst på især seniorsiden for både damer og herrer de senere år ved at udbyde breddetilbud
  • Har stor fokus på at takke og anerkende klubbens frivillige, fx ved at kåre Årets Ungdomstræner og uddele priser til andre, der har gjort en særlig indsats
  • Konstant har haft fokus på udvikling gennem de sidste 10 år ved at sætte langsigtede mål gennem 5-årsstrategier – et af de vigtigste langsigtede mål har været genetablering af en seniorafdeling
  • Etablerer samarbejder med blandt andre BørneBasketFonden om skoleforløb i Viby og Tranbjerg samt kørt basketforløb for overvægtige børn med AGF Hercules & Afrodite

Århus Floorball Klub TST

Foreningen er indstillet, fordi den:

  • Siden 2016 har arbejdet med visionen Floorball-landsby Tilst, hvor målet er at blive et meget synligt og attraktivt tilbud til specielt børn og unge i Tilst
  • Har samarbejdet med blandt andre børnehaver, SFO'er og skoler i lokalområdet for at få flere børn og unge til at spille floorball
  • Er lykkedes med at skabe en fremgang i antallet af medlemmer under 18 år på 37 procent
  • Har gennemført en medlemsindragende visionsproces sammen med DGI, der har givet bestyrelsen mulighed og lyst til yderligere udvikling
  • Fokuserer på, at den enkelte frivillige skal udvikle sig og lære noget, der også kan give værdi privat