Sådan får I drømmefaciliteterne i jeres forening

Drømmer din forening om nye faciliteter, og har I brug for tilskud? Så læs med her, hvor I får tips og gode råd til, hvordan I skal gribe det an.

Nye faciliteter kan være en stor mundfuld for mange foreninger. Det var det også for KIF Bowls i Kolding, men Palle Schorling kan smile af, at det hårde arbejde bar frugt. Foto: Kristian Arnth

Lørdag den 10. august 2019 blev KIF Bowls’ højeste ønske opfyldt, da foreningen indviede sit nye udendørs bowlsanlæg. Bag indvielsen ligger et samlet tilskud på mere end 400.000 kroner til etableringen.

Læs også: Unge giver idéer til fremtidens faciliteter

Formand i KIF Bowls Palle Schorling giver her gode råd til, hvad din forening kan gøre, hvis I drømmer om nye faciliteter.

5 gode råd til foreninger

  1. Lav en strategi for, hvem I vil have fat i, og hvordan I vil gøre det
  2. Kig på fondenes formål, og udvælg dem, der passer til jeres projekt
  3. Målret ansøgningerne til de fonde, I søger
  4. Pengene skal være der, før I starter på realiseringen af et projekt
  5. Brug medlemmernes netværk til at komme i kontakt med de rette personer hos potentielle sponsorer

Lav en fundraising-strategi

Udfordringen for mange foreninger er, at de ikke selv har pengene til nye faciliteter. Derfor er de afhængige af sponsorer, fonde og puljer, for at et projekt kan lykkes. Det gjaldt også for KIF Bowls.

”Vi begyndte at snakke om, hvem det var, vi skulle have fat i, og så lavede vi en strategi i samarbejde med Kolding Kommunes Fundraising-enhed for, hvordan vi skulle gøre det,” siger Palle Schorling.  

Selvom foreninger kan søge mange forskellige fonde og puljer, kan det betale sig at målrette sin indsats mod nogle særligt udvalgte. KIF Bowls søgte i alt 10, og kun to sagde nej.

Den gode ansøgning til den rigtige modtager

Når I skal finde ud af, hvilke fonde I vil søge, skal I kigge på fondenes formål. Hvem og hvad vil de gerne støtte, og passer det ind i jeres projekt? I bør gå efter nogle, som, I forestiller jer, vil hjælpe jer.

Så gælder det ansøgningen. Og den er vigtig. Ansøgningen er foreningens salgstale, og hvis ikke den sidder i skabet, går pengene til nogle andre. Palle Schorling har et par gode råd til, hvad ansøgningen skal indeholde.

Læs også: Nytænkning af faciliteter førte til løb, kajak og adventurerace

”Der skal stå noget om, hvad man vil med pengene, hvordan man har tænkt sig at bruge dem, og hvor meget man vil følge op på dem. De fleste fonde vil gerne have en eller andet afrapportering på, hvad der sker med pengene,” siger han.

Her bør i også kigge på fondenes formål og målrette ansøgningerne efter dem. Som eksempel fremhæver Palle Schorling det sociale område Oasen, som grænser op til banerne, der er lavet af genbrugsmaterialer. Det gav pote og 13.000 kroner hos Kolding Kommune Bydelspulje, hvor bæredygtighed er en central værdi.

Find de rigtige indgange til sponsorer

Udover at søge fonde og puljer betaler det sig at have gode sponsorer. KIF Bowls havde over to år fundet 50 nye små sponsorer, som tilsammen lagde 50.000 kroner. Det er et område, som flere foreninger ifølge Palle Schorling bør bruge mere krudt på.

”Jeg fatter ikke, hvis foreningerne ikke går ud og gør noget ved det. Jeg kunne finde 100 sponsorer i Kolding, hvis jeg ville. Det har jeg ingen problemer med. Mange foreninger er drønbange for at få et nej. Det skal de ikke være,” siger han.

Palle Schorling ringer sjældent bare virksomheder op. I stedet prøver han at finde ud af, om han kender en, som kan sætte ham i kontakt med de rette personer, så han ikke havner hos receptionisten. Og så er det bare at klø på.

Hvis en forening har medlemmer med sælgererfaring, kan det være en fordel at benytte deres kompetencer i sponsorjagten. Ellers kan foreninger forsøge at få fat i gamle sælgere udefra, som synes, det er sjovt. De er derude, mener Palle Schorling.

Læs også: Bowls er socialt og taktisk - perfekt til seniorer

Udnyt de frivilliges forskellige kompetencer

I KIF Bowls har 15 frivillige medlemmer været afgørende for, at anlægget nu står færdigt. Palle Schorling anbefaler, at man nedsætter et projektudvalg, så man bedst muligt kan udnytte de frivilliges forskellige kompetencer.

”Vi etablerede et baneudvalg, hvor vi var seks. Nogle laver markedsføring, og andre tager sig af banen, fordi de er bedre til at få noget fra hånden. Andre sørger for, at det hele ser ordentligt ud,” siger han.

Og ordentligt ser det ud. Palle Schorling har svært ved at skjule stoltheden, da han sender sin bowls-kugle de 32 meter ned mod den anden ende.

”Selvom vi er trætte, så giver det nogle kræfter, at vi kan se, at der kommer et godt resultat ud af det. Men vi er glade for, at vi ikke skal gå og tænke på bowls-baner længere,” siger han.