Her er kandidaterne til Årets Forening 2020

Aarhus Beachvolley Club, Gylling Sport og Idræt og Kronjyllands Esport & Tech Klub er de tre nominerede til Årets Forening 2020 i DGI Østjylland.

Ni østjyske foreninger var nomineret, og nu har prisudvalget som noget nyt skåret ned til tre finalister, der for alvor skaber smil og glæde i foreningslivet. Foto: Nils Rosenvold

Hvert år kårer DGI Østjylland Årets Forening for at anerkende det fantastiske arbejde, som de østjyske foreninger gør for at skabe sunde fritidsaktiviteter.

Fra begyndelsen af februar var det muligt at indstille en forening til prisen. Ni østjyske foreninger blev indstillet, og et panel nedsat af DGI Østjyllands bestyrelse har som noget nyt peget på tre finalekandidater, der kan tage prisen.

Vinderen modtager et gavekort på 10.000 kr. til at gøre foreningen en endnu mere attraktiv forening.

Årets Forening 2020 kåres i forbindelse med DGI Østjyllands årsmøde torsdag den 3. september i DGI-huset i Aarhus, som du stadig kan nå at tilmelde dig til. Læs mere her. 

Vinderen udpeges af et panel nedsat af DGI Østjyllands bestyrelse.

Kriterier for valg af Årets Forening 2020

  • Foreningen er i særlig grad lykkedes med at få flere medlemmer
  • Foreningen har fokus på at anerkende, understøtte, styrke og udvikle foreningens frivillige ledere, trænere, instruktører og ildsjæle
  • Nytænkning og udvikling står højt på foreningens dagsorden – her tænkes aktivitetsmæssigt, facilitetsmæssigt og/eller organisatorisk
  • Foreningen er en stærk og aktiv spiller for og i lokalsamfundet


Ni foreninger nomineret - her er de tre finalister

Kronjyllands Esport

Medlemmer: 105
Frivillige: 17

  • Udviklet en ny visuel identitet - design af logo, ny hjemmeside og flot teammerchandise.
  • Stort fokus på uddannelse af de frivillige - både via DGI-kurser og intern sparring med hinanden. Det er vigtigt for Kronjyllands Esport løbende at følge, hvor instruktørerne er lige nu, og hvad de brænder for, så de fortsat er motiverede.
  • Meget opsøgende på muligheder i byen og området – f.eks. afholdt stort gamingevent i Randers Storcenter på en dag, hvor ca. 30.000 gæster besøgte storcenteret.
  • Nytænkning af anderledes aktiviteter, herunder både Tech Klub og mere uforpligtende boldspil for folk, der ikke vil gå fast til f.eks. fodbold eller basket, men gerne vil hygge sig og dyrke noget motion på hyggebasis.
  • Samarbejder med den lokale idrætsklub og låner glædeligt udstyr og grej til de lokale foreninger – både spejderne og boldklubben har haft stor glæde af både bumperballs og archery tag-udstyret.

Gylling Sport & Idræt

Medlemmer: 243
Frivillige: 27

  • Øget medlemstallet fra 171 medlemmer i 2018 til 243 medlemmer i 2019. En flot stigning på 42 %.
  • I 2019 lykkedes det foreningen at finde og etablere et fysisk esportslokale. Det har skabt rammen for vækst og et sted, hvor man kan være en del af et fællesskab.
  • Stor succes med Familiesport og tilbud til alle aldre på gymnastikområdet.
  • Investeret i de frivillige: tilbudt nedsat pris ved køb af træningsdragt, sendt frivillige på DGI-trænerkurser, sendt alle fodboldtrænere på DBU-trænerkursus og afholdelse af årligt socialt arrangement.
  • Stærkt samarbejde med Dagli’Brugsen Gylling og OK. I 2019 afviklede foreningen fire events i Dagli’Brugsen Gylling, hvor der bl.a. blev fremvist esport og spillet badminton imellem dagligvarer. At fremvise aktiviteter i lokalsamfundet med en skæv vinkel har bidraget til et øget medlemstal i foreningen.

Aarhus Beachvolley Club

Medlemmer: 503
Frivillige: 97

  • Gået fra 369 medlemmer i 2017 til 503 medlemmer i 2019.
  • Tydeliggjort klubbens afslappede drop-in-træningskultur og de mange muligheder som medlem.
  • PR med humor og kant med fokus på at dele gode historier om den frivillige indsats samt værdien heraf. PR-samarbejde med volleyklubberne, så klubberne reklamerer for hinanden. Oprettet podcastkanalen Aarhus Beachvolley Talks.
  • Kåring af årets abc'er og processen op til med opfordring om forslag i kommentarsporet til Facebook-opslaget var en kæmpe succes. Mange fremhævede og anerkendte en masse menneskers indsats for klubben.
  • Stået for undervisningsforløb for 900 skoleelever i Aarhus med stor ros fra lærerne samt samarbejdet med den lokale børnehave/vuggestue, Christiansbjergs Festuge, Salling Group, Kapsejladsen, Projekt Gadeplan, Danish D-lite, Rollespillerne Einherjerne, Århus Firmaidræt og mange flere.

Tilmeld dig årsmødet her.