De opfandt deres eget dansehold

Foreningens tillid gav søstre modet til at lave det hold, de selv gik og manglede.

Du kender ikke nogen på holdet, og turen til og fra træning tager minimum 40 minutter med bus. Det var virkeligheden for Feline Palle fra Præstø og hendes søster, hvis de ville dyrke deres fælles interesse for dans. Derfor begyndte en idé at blomstre:

"Vi drømte om et dansehold, som vi selv kunne gå på, og hvor vi kunne danse med hinanden og vores venner. Vi ville gerne samles om det i Præstø, så alle havde mulighed for at deltage," siger Feline Palle på 18 år.

 Så kom de i tanke om, at den lokale gymnastikforening året forinden havde prikket dem og sagt, at de drømte om at få flere unge instruktører, og at de gerne ville have de to med i foreningen.

"Det var afgørende for os, at foreningen havde udtrykt deres tillid til os. Hvis vores forening ikke havde været åbne om deres ønsker, så havde vi måske ikke turdet spørge, om vi kunne starte et dansehold. Men de havde sagt det højt, at der var plads til os og vores idé. Og da vi så spurgte, sagde de bare: Ja!"

En stærk forening i ryggen
Én ting er at drømme om noget og sige det højt. Noget andet er at føre det ud i livet. Men også her mødte Feline og søsteren Cirkeline Palle stor opbakning fra foreningen. 

"Vi følte ikke, vi startede holdet alene, for foreningen har altid stået klar, når vi kommer. Vi har heller aldrig tænkt: Det her kan vi ikke løse. For foreningen har løst udfordringerne sammen med os, og vi har haft en kontaktperson. Vi ved, at de altid er der for os, og at vi bare kan ringe," siger Feline Palle.

Holdet har netop påbegyndt sin anden sæson. Allerede sidste år rundede holdet 30 deltagere i alderen 16-20 år. I år er Cirkeline Palle på Højskole, og Feline Palle er påbegyndt en danseuddannelse i København, så hun deler trænertjansen med en anden træner. For selvom uddannelsen tager tid, så giver hun ikke bare sådan slip på sit dansehold, som har sat gang i en udvikling hos hende selv:

"Det fedeste er, at jeg undervejs opdager, hvad jeg selv kan. Jeg har flere gange tænkt: Wow, kunne jeg lige forklare eller gøre det? Det er fedt at se, hvordan de timer, jeg har lagt i forberedelsen er blevet taget imod af gymnasterne og selvfølgelig at se deres udvikling. Jeg nyder at dele alt det, jeg har lært," siger Feline Palle. 

Træner for livet
De to søstre har en baggrund i henholdsvis gymnastik og dans, men ikke som trænere. Deres take på opgaven blev derfor at give danserne på holdet medindflydelse: 

"Vi gjorde det til en ting, at alle kunne komme med input. Det skulle være et samarbejde mellem gymnaster og trænere. Dermed blev det fedt for både os og gymnasterne. Så var vi heller ikke nervøse for, om de kunne lide dagens træning og koreografi. Vi snakkede hele tiden om, hvad vi lavede, og de kom med input til, hvad de gerne ville lave mere af," siger Feline Palle. 

Hun er ikke i tvivl om, at danseholdet er startskuddet for et helt liv som træner:

"Jeg skal være træner resten af mit liv. Det er megasjovt, og jeg kan helt vildt godt lide det samarbejde, der er, og de oplevelser man er med til at skabe for sig selv og andre."